Gå til hovedindhold

Registrering som arbejdsgiver

Hvis du vil ansætte medarbejdere i din virksomhed, skal du registrere dig som arbejdsgiver.

Når du ansætter medarbejdere eller som ejer af et IVS, Aps, A/S eller P/S vil udbetale løn til dig selv, skal du registrere, at virksomheden har ansatte, så du kan indberette A-skat m.v.

Ændre virksomhedsregistrering

Det gør du ved at ændre din virksomhedsregistrering. I ændringen skal du ”oprette ansatte” i din virksomhed. Her skal du samtidig angive, at du skal indberette A-skat og AM-bidrag. Du skal højst sandsynligt også angive, at du skal indberette ATP for dine ansatte. Det skal du gøre, hvis du har medarbejdere, der er 16 år eller ældre, og som samtidig arbejder mindst 9 timer om ugen eller 39 timer om måneden.

Du skal kun registrere én gang, at din virksomhed har ansatte. Når du opretter ansatte i din virksomhed, gælder det for alle ansatte i din virksomhed – også hvis du ansætter mere end én medarbejder, eller hvis du får flere medarbejdere i fremtiden.

Hvis du holder op med at have ansatte

Hvis du ikke længere vil have medarbejdere i din virksomhed, skal du afmelde dine ansatte. Så undgår du, at du bliver kontaktet af SKAT om indberetning af løn mv.

Registreringsbevis fra SKAT

Du får et nyt registreringsbevis fra SKAT, når dine oplysninger er registreret.

Tip

Udbetaler du ikke løn hver måned, behøver du ikke indberette løn til SKAT hver måned.

Hvis du ikke udbetaler løn hver måned i din virksomhed, kan du få det registreret, og så skal du kun indberette til SKAT for de måneder, hvor du udbetaler løn.

Du kan få din virksomhed registreret med ”sporadisk afregning af løn”, hvis du ikke udbetaler løn eller B-indkomst hver måned. Så skal du kun indberette til SKAT i de måneder, hvor du faktisk udbetaler løn. At registrere ”Sporadisk afregning af løn” kan være en mulighed for dig, hvis du fx kun har medarbejdere i visse perioder.

Vil du registrere ”sporadisk afregning af løn” efter du har registreret din virksomhed, skal du sende os en blanket med oplysningerne. Du finder den rigtige blanket ved at skrive ”40002” i søgefeltet på forsiden af Virk. Du skal blot udfylde feltet om CVR-nr. på første side og så afkrydse ”sporadisk afregning af løn” i rubrik 12. Herefter kan du printe blanketten ud og sende den med posten til adressen, der står på forsiden.

Du får et nyt registreringsbevis fra SKAT, når dine oplysninger er registreret.

 

Emneord til denne artikel: 
Print Facebook LinkedIn Twitter Mail Facebook LinkedIn Twitter Mail Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.