Gå til hovedindhold

Daglige transaktioner

Gem alle dine regninger og fakturaer - de skal bruges til moms- og skatteregnskab.

Når du skal bogføre, er det en god idé at bruge et digitalt bogføringsprogram. Bogføringsprogrammerne kan som regel både bruges til at lave bogføring, moms- og skatteregnskab, til at skrive fakturaer til kunderne, lave lagerstyring og meget mere.

På nettet kan du finde bogføringsprogrammer, der passer til dit behov. Mange af programmerne er gratis.

Transaktioner, der skal bogføres:

  • Hver gang du køber noget
  • Hver gang du sælger noget
  • Hver gang du betaler en regning
  • Hver gang en kunde, der har fået kredit, betaler.

Bilag når du køber

Et bilag er det stykke papir, der er dokumentation for den pågældende transaktion. Alt afhængig af transaktionens type stilles der forskellige krav til bilaget, og visse typer af transaktioner kræver slet ikke noget bilag.

Når du køber en vare eller en ydelse, får du en regning i form af en faktura fra leverandøren. Denne originalregning skal anvendes som bilag til bogføringen. Det gælder, uanset om du køber kontant eller på kredit.

Bilag når du sælger

Når du selv sælger, skriver du i princippet en regning til kunden.
Da du giver kunden det originale bilag, skal du bruge en kopi af regningen som bilag til bogføringen.

Andre bilag

Du skal også sørge for bilag i forbindelse med alle betalinger:

  • Når du betaler afdrag på lån, du har i banken
  • Når du sætter penge i banken fra din kassebeholdning
  • Når dine kunder betaler deres regninger
  • Når du betaler dine leverandører

De skal også bogføres, men kræver ikke det originale bilag, bare en form for dokumentation for at den pågældende betaling har fundet sted. Det kan fx. være en kopi af en kvittering, eller et kontoudtog fra din bank.

Emneord til denne artikel: 
Print Facebook LinkedIn Twitter Mail Facebook LinkedIn Twitter Mail Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.