Gå til hovedindhold

Ejers engagement på eksportmarkedet

Uanset hvordan virksomheden får kontakt til det globale marked, skal du vide, at det koster tid, penge og engagement.

Måske modtager du en forespørgsel fra Argentina via hjemmesiden eller møder potentielle tyske kunder på en messe. Før du siger ja til internationalt samarbejde, bør du vurdere, om du har ressourcerne.

Afklaring af ejerens rolle

Som ejer er du oftest virksomhedens omdrejningspunkt. Vil du eksportere er der nye ting, du skal forholde dig til:

  • Medarbejderne
  • Uddelegering af opgaver
  • Familie
  • Rådgivere

Medarbejderne

Er dine medarbejderne parat til at møde nye krav? Uanset, hvordan du starter med at eksportere globalt, vil det koste ekstra arbejde.

Både for dig og for dine medarbejdere betyder internationalt engagement nye udfordringer. Der bliver ofte behov for andre kompetencer ud over de, der allerede er i virksomheden, og de ”gamle” medarbejdere får måske nye opgaver.

Derfor er det vigtigt, at du tager dig tid til at forklare medarbejderne, hvad det er for en type vækst, virksomheden er på vej ind i. Det er også vigtigt at forklare hvilke forventninger du har til den enkelte medarbejder i forbindelse med de omstruktureringer, der må forventes.

Uddelegering af opgaver

International eksport vil som regel have indflydelse på din arbejdsgang fx flere perioder med rejser. Det er derfor vigtigt, at overveje hvilke opgaver du kan uddelegere til andre?

Det indebærer, at du skal uddelegere en del af det daglige ledelsesansvar og, at dine medarbejdere er indforståede og fortrolige med at fungere uden dit daglige, fysiske nærvær.

Familie

Det er vigtigt, at din familie forstår og accepterer dit engagement og din rejseaktivitet, da det ellers kan det gå hårdt ud over familielivet.

Rådgivere

Har du de rette kontakter til rådgivere? Det er væsentligt at vide, hvor du kan henvende dig, hvis du har brug for fx at få udarbejdet en samarbejdsaftale med en udenlandsk forretningspartner. Eller måske bare til at gennemgå din plan for eksporttiltaget, inden du går i gang.

Print Facebook LinkedIn Twitter Mail Facebook LinkedIn Twitter Mail Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.